Aftale med Musto.
Hen over efteråret har Musto og DSRS drøftet mulighederne for at indgå et samarbejde. På bestyrelsesmødet i november kunne bestyrelsen godkende DSRSs samarbejde med Musto.
Aftalen betyder at DSRS fremover køber sejlertøj hos Musto. Samtidig har vi udvalgt en pakke af produkter, som af DSRS, stationerne eller de frivillige kan købes til meget favorabel pris. Prisen svarer nogenlunde til det halve af udsalgsprisen + moms.
Du kan se kataloger fra Musto og Hansen Protection på vores nye frivilligeshop siden, som du også kan finde i menu linjen når du er logget ind på crew-base.
Gå til frivillige shop (Kræver login)
Hvis en station køber til de frivillige på stationen, sponserer DSRS tryk af logo.
Alle bestillinger og betalinger skal ske gennem sekretariatet.
Ny båd i Helsingør og Lynæs
I Sommeren fik vi igen et meget flot tilbud fra vores venner i SSRS om at købe en brugt lukket båd. Takket være en hurtig indsats fra folkene i Helsingør blev båden hurtigt hentet, sat i stand og taget i brug.
Den nye båd til Lynæs ankom, efter testsejlads i svenske farvande, i starten af november. Båden som er doneret af Den A. P. Møllerske støttefond er efter et intensivt træningsforløb allerede taget i brug.
Desværre har vi på grund af Covid-19 ikke kunne døbe de to nye både. Vi har valgt at præsentation og dåb udskydes til et tidspunkt, hvor vi igen kan samles uden at smitte hinanden.
Medlemssituationen
2020 har på mange måder været et underligt år. Medlemstilvæksten har været større end i noget tidligere år. Året slutter med at vi er mere end 7.500 medlemmer. Udover indsatsen på vandet skyldes tilvæksten nok flere mennesker på vandet, god presseomtale på flere tv-kanaler og ikke mindst en fokuseret hvervnings indsats på de sociale medier. Bestyrelsen vil i 2021 forsætte PR indsatsen og målet er at vi runder 10.000 medlemmer i 2021.
Sikkerhedsudstyr på stationerne.
De mange nye medlemmer og rigtig mange donationer i 2020 betyder at bestyrelsen har besluttet at der skal indkøbes SAR veste til alle og at der på alle stationer skal være 8 overlevelsesdragter til rådighed for de frivillige. Sekretariatet er i gang med at effektuere bestillingerne.
Fonde
I 2020 har vi fået mange donationer, som primært er brugt til indkøb af vest, sejlertøj og overlevelsesdragter. I 2021 vil vi søge om støtte til indkøb af endnu en ny båd. En vigtig forudsætning for at det skal lykkes er at vi forsat har et positivt omdømme i befolkningen. Derfor er jeres indsats og den måde i optræder overfor de nødstedte af største betydning. DSRSs omdømme på de sociale medier og blandt folk er generelt meget godt. Jeg håber at det vil forsætte i 2021 og dermed lægge grunden for at vi kan skaffe endnu en ny båd til selskabet.
Corona
Den 7. december meddelte statsministeren at smitten i Danmark var stigende og at man frygtede at jul og nytår ville skærpe situationen yderligere. På den baggrund besluttede DSRSs forretningsudvalg at vi ville lave en delvis nedlukning af stationerne. Dette er gjort for at beskytte alle frivillige og fordi vi ikke ønsker at vi kan være med til at danne nye smittekæder. Stationslederne er informeret om hvilke aktiviteter der forsat kan afvikles på stationerne.
Alle frivillige DSRS ønskes en glædelig jul og et godt nytår.