Gå til hovedindhold

Nyhedsbrev til frivillige

Forsikringer:

Steen har talt med Tryg for at forstå indholdet i deres assistancepakke, som koster 100 kr. i ekstra præmie.

Indholdet er at man får dækket omkostningerne ved at få assistance til søs. Man skal selv, fx via internettet selv eller ved kontakt til nærmeste havnefoged skaffe hjælp. Man kan også ringe til Tryg, som søger på internettet for at finde mulighed for hjælp. Ifølge Tryg er det ikke deres problem, at vi dukker op som de første på internettet og at vores hjælp er gratis. Personen i Tryg viste ingen forståelse for at det nok var urimeligt at de tjente på vores gratis ydelse.

Sagen har været drøftet med vores juridiske kompetente medlem af bestyrelsen. Drøftelsen har ført til en ny og mere tydelig skrivelse på vores hjemmeside.

Bådsituationen:

Som det blev nævnt på sidste stationsledermøde, sluttede året med to dårlige nyheder, idet Løgstørs båd fik motorhavari og Kronborg blev sendt til service på grund af vand i skroget.

En økonomiske vurdering af omkostningerne i forhold til resultatet af reparation af båden fra Løgstør, betød at båden måtte kasseres. Løgstør bruger midlertidigt reservebåden og har overtaget Lynæs tidligere RIB.

Kronborg viste sig at være så rådden i mellemskroget at det ville være uforsvarligt at forsøge at reparere båden. Køge er pt uden båd.

I forbindelse med skrotningen af de to både er der en del udstyr, som tages fra inden bådene kasseres. Dette udstyr bliver solgt af sekretariatet i samarbejde med løgstør.

Båd til Kerteminde:

DSRS har fået tilbudt en ældre lukket båd fra Sverige. Båden er magen til båden på Aarø og båden i Helsingør. Kertemindes båd ligger i Motala ved Vætteren. Båden vil blive transporteret til Sydsverige for derefter at blive sejlet til Kerteminde.

Kertemindes nuværende båd bliver, når det er muligt, overdraget til DSRS-Køge.

Ansøgninger:

DSRS har skrevet til en del fonde for at få medfinansiering til en ny 8 meter båd. Vi håber meget at det kan lykkes at få finansieringen på plads i år. Hvis det lykkes, kan båden levers i løbet af 2022. Der er ikke taget stilling til, hvor den nye båd skal placeres, men når det bliver aktuelt, vil bestyrelsen placere båden på grundlag af en vurdering af antal aktioner, længden af aktionerne og farvandet i operationsområdet.

Helsingør:

Helsingør har pt ingen stationsleder. Da det ikke er muligt at samles og vælge en ny stationsleder, er der nedsat en styregruppe bestående af stationens tre gruppeledere assisteret af Kristian fra sekretariatet.

Jeg skal i den forbindelse understrege, at DSRS, som en frivillig organisation, respektere en demokratisk dialog og kritik, men at det også skal foregå på en måde, hvor man udviser respekt overfor hinanden. Det kan være værd at huske et slogan fra et fransk telekommunikationsselskab:

”Samtale fremmer forståelsen”.

Dragter og SAR-veste:

Alle stationer burde nu have modtaget SAR-veste til alle frivillige, ligesom der burde være 8 dragter/støvler til rådighed på alle stationer. En række stationer har endvidere modtaget sejlerdragter doneret af Spar Nord Fonden. Når sommersæsonen nærmer sig, kan vi forhåbentlig sikre, at de resterende stationerne også har 8 sejlerdragter fra Musto til rådighed.

Husk at I har mulighed for at købe en række Musto produkter til en favorabel indkøbspris.