Mayday Relay - kæntret båd og personer over bord
Pludselig begynder vores kortplotter at hyle og blinke. Det er et Distress kald sendt via DSC og stort set samtidig kalder Lyngby Radio Mayday Relay på kanal 16. Der er tale om en kæntret båd med personer i vandet.
Kaptajnen har heldigvis en håndholdt VHF med DSC og han har holdt Distress-knappen inde, så vi får nødsignalet sekunder efter de er kæntret.
Vi kan se, at positionen er relativ tæt på os, så vi melder ind til Lyngby Radio, at vi sætter kursen mod havaristen. Så med 48 knob navigerer vi gennem et hav af både, der er på vandet denne skønne sensommerdag, for at kommer hurtigst muligt ud til havaristen.
Da vi kort tid efter er ved DSC-positionen kan vi på radioen høre, at en motorbåd har samlet 2 pax op, mens kaptajnen prøver at bringe båden flot. Vi får positionen fra motorbåden og er hurtigt fremme, hvor vi kan få de overbordfaldne over i vores både og svøbt ind i alutæpper og tøj, så de kan få varmen. De har heldigvis fået både noget at drikker og chokolade ombord på motorbåden, så de er ved godt mod.
Vi prøver af flere omgange at få rejst båden, men der er kommet vand i masten, så den fungerer som en kæmpe vægtarm, der tynger båden ned. Og det bliver ikke bedre af, at både storsejl og forsejl stadig er sat. Vi sætter derfor to trosser i båden, så vi forsigtigt kan trække den mod land og væk fra sejlrenden, så vi ikke ender ud i en værre situation.
Vi trækker den et stykke, og stille og roligt får vi bragt den flot og rejst den. Vi får den på siden af vores båd og så går de i gang med at få lænset den og vi får talt situationen igennem med den ene passager, som blev fanget under båden, da den kæntrede.
Vi bugserer båden i land og der er heldigvis sket minimal skade, og besætningen virker ved godt mod, da vi får dem bragt ind.
De mistede godt nok en køletaske med forplejning og kølige øl, så hvis du finder en grå taske med danske øl, så kan det være deres :-)
Denne oplevelse viste os, hvor vigtigt det er, at kunne slå alarm, hvis man får brug for hjælp. I dette tilfælde var det en håndholdt VHF, der gjorde forskellen mellem en assistance og en decideret redningsaktion med både helikopter og alle enheder, der skal søge efter personer i vand.