Bestyrelses beretning for 2020

Året 2020 har både været et svært og et godt år, hvilket også vil afspejle sig i bestyrelsens beretning.

I starten af året så alt lyst ud. Vi var, takket være gode kræfter i bestyrelsen og hos vores kollegaer i Sverige, kommet igennem til Den A. P. Møllerske fond og havde fået doneret en 8 meter High Speed Rescue Boat, som skulle være afløsning for den RIB, som lå i Lynæs. Vi var også lykkedes med at få donationer fra en række andre fonde. Medlemstallet havde i 2019 været godt stigende. Alt så lyst ud, men i februar startede snakken om Coronavirus, hvilket vi havde svært ved at forholde os til, men vores daværende formand, Ole var med sin lægefaglige baggrund meget pessimistisk, og i marts fik han ret. Nu kunne alle se, at denne nye virus ikke blot var en slem influenzaepidemi men en sygdom, som betød, at vi var nødt til at tage specielle forholdsregler for, hvordan man på stationerne trænede, uddannede sig, var sammen, og reagerede i forhold til alarmeringer.

En stor del af bestyrelsens arbejde i året har været at følge udmeldingerne fra myndighederne og indrette vores instrukser efter disse. Det er lykkedes at komme gennem året, uden at nogen er blevet smittet på grund af deres frivillige engagement i DSRS.

Jeg vil godt benytte lejeligheden til at takke jer alle for den måde I tager hensyn til hinanden og til de stationsledere, som gennem input til bestyrelsen og i dagligdagen på stationen, har været med til, at vi har opnået det fine resultat.

Medlemmerne er basis i DSRS’ økonomi. Ved årets start var der, takket være stationernes indsats, vores hjemmeside og lidt tilfældig PR, godt 5.200 medlemmer. Hvis DSRS ville have en større andel af de ca. 120.000 både eller de godt 250.000 mennesker, som benytter havet i deres fritid, var det bestyrelsens overbevisning, at vi skulle arbejde systematisk med markedsføring af DSRS. Derfor afsatte vi i 2020 et pænt beløb i budgettet til netop det formål. Lone Buchardt, som senere på året blev valgt ind i bestyrelsen, arbejdede sammen med Kristian om, at vi på de sociale medier nåede ud til de rigtige mennesker med vores budskaber og dermed lagde grunden for nye medlemskaber.

Synligheden på de sociale medier betød også, at både lokal og landsdækkende presse fik interesse for at tale med os. Bestyrelsen fik derfor også udarbejdet en lille enkel presseguide, som skal være en håndsrækning, når man på stationen bliver kontaktet af pressen. Den skal også sikre, at vi husker, at vi er en del af et større fælleskab, selvom vi også skal have den lokale vinkel.

Stationernes rapporter på hjemmesiden har også en stor PR-effekt, derfor gør det ikke spor at man fortæller historierne på en spændende og medrivende måde.

Resultatet af disse indsatser betød, at vi ved året afslutning havde 7.900 medlemmer, hvilket er en utrolig flot stigning på ca. 52%.  Budgettet for det kommende år er baseret på 8.000 medlemmer, mens vi håber på 10.000 nye medlemmer, hvilket giver foreningen en meget større grad af mulighed for selv at tilrettelægge sin fremtid.

Projekt Sikker Søredning er et internt projektnavn, som er benyttet i bestyrelsen. Det har været vores mål med dette projekt at opnå den bedst mulige personlige sikkerhed for de frivillige på stationerne. Målet var, at alle stationer skulle have 8 overlevelsesdragter, 8 sæt sejlertøj og alle frivillige skulle have en SAR-vest. Vi har i 2020 søgt adskillige fonde om tilskud til indkøb af disse genstande. Takket være stor støtte fra fondene lykkedes det os at få 8 dragter på alle stationer, sejlertøj på ca. halvdelen af stationerne og SAR-veste til alle frivillige. Vi opnåede at få en støtte på ca. 1.2 mio. kr. til dette formål.

Lige nu mangler vi at indkøbe 48 sæt sejlertøj for at alle stationer har 8 sæt. Vi håber meget, at vi når det i denne forsommer.

Der har fra enkelte været rejst kritik af, at vi ikke har valgt en oppustelig redningsvest. Vi har ved tidligere lejligheder begrundet valget, men jeg gør det gerne igen.

Det er korrekt, at en oppustelig redningsvest vender den overbordfaldne, hvis han/hun skulle være bevidstløs. Hvis man ikke er bevidstløs, bliver man også vendt, og der er derefter kun mulighed for rygsvømning, hvilket ikke er er særlig hensigtsmæssigt for vores reddere.

Den oppustelig redningsvest har nogle indbyggede problemer omkring CO2 patronen og tabletten, som skal sikre den automatiske udløsning. Disse problemer kan løses ved jævnligt eftersyn, ikke blot et årligt eftersyn. Da vi altid benytter vores veste i arbejdssammenhænge er risikoen for utætheder i vestens lunge også store. En utæthed betyder, at vesten ikke fungerer.

Sidst men ikke mindst er vi altid flere veluddannede personer på vandet og kan reagere hurtigt, hvis en af mandskabet skulle falde overbord. På den baggrund har vi, ligesom det svenske og norske redningsselskab, valgt at benytte en fast SAR-vest.

Udover den flotte støtte fra fondene oplever vi også at få henvendelser fra kommercielle forretninger, som godt vil indgå i samarbejde med DSRS, fordi vi har en god sag, og fordi vi er et brand de godt vil associeres med. I visse tilfælde kan vi indgå i et samarbejde, som fx med MUSTO og Hansen Protection. I andre tilfælde må vi sige nej, da samarbejdet vil ramme vores status som almennyttig forening.

Status som almennyttig forening er meget vigtig at opretholde, da den i høj grad er grundlaget for at modtage gaver fra Fonde og de tilskud, vi kan få fra det offentlige. Derfor er det også vigtigt, at vores stationer udviser stor omtanke, når vi assisterer ikke medlemmer. Den måde vi optræder på, må ikke på nogen måde kunne så tvivl om vores status som almennyttig forening.

DSRS’ forhold til forsikringsselskaberne er forsat anstrengt. Det nye er, at nogle forsikringsselskaber sælger en billig tillægsforsikring om assistance til søs. Ideen er, at forsikringstager selv via internettet skal finde et assistanceselskab. Selskabet dækker da udgiften til assistance. Vores problem er, at i en stor del af tilfældene vil forsikringstager ringe til DSRS, som hjælper uden at kræve betaling. Når vi foreholder situationen for forsikringsselskabet, er kommentaren blot, at det ikke er deres problem, at vores ydelse er gratis. De fleste forsikringsselskaber har indbygget sø-assistance i bådforsikringen. Denne assistance ydes på samme måde som i den omtalte tillægsforsikring. Vi vil forsat forfølge sagen.

I Corona-året blev stationerne ikke kun udfordret med hensyn til corona-forholdsregler. 900 alarmeringer blev det til, en stigning på ca. 50%. Denne stigning betød også en stor udfordring for alle frivillige på stationerne, især da hovedparten af assistancer ligger i sommermånederne. Tak for den meget store indsats.

Desværre har den svære interne kommunikationssituation under Coronaen også enkelte gang givet anledning til interne stridigheder. Det er vigtigt for bestyrelsen, at vi behandler hinanden med respekt. Oplever vi problemer med en person på stationen, så tal med den person om problemet. Oplever man manglende information, så bed om information. Undgå at videregive din peronlige vurdering af en persons evner/kompetencer til andre på stationen. Principielle uenigheder løses gennem daglig dialog og på stationsmøder i en god tone og med respekt for hinanden.

De mange alarmeringer tog også hårdt på vores både, men vi var så heldige at få tilbudt endnu en lukket båd fra det svenske søredningsselskab. Bestyrelsen besluttede at indkøbe båden, og vi valgte at placere den i Helsingør. Kronborg ville, når den nye båd var på plads i Helsingør, blive overført til Køge, som havde store udfordringer med Baltrum.

Køge som fik Kronborg fra Helsingør, mistede båden før den nåede at komme rigtig i gang, idet den viste sig at være pilrådden i mellemskroget. Køge var derfor uden båd i vinteren 2020/21.

Baltrum, som vi havde fået fra Tyskland viste sig ikke at være egnet til vores brug. Båden bliver derfor forsøgt bortgivet til Estland/Letland.

Løgstørs båd fik desværre motorhavari og ved undersøgelse på værft viste det sig, at udgifterne til at reparere den ikke stod mål med resultatet. Derfor fik Løgstør, Lynæs’ RIB, da den nye 8 meter ankom til Lynæs.

Heldigvis fik vi tilbudt endnu en brugt redningsbåd fra Sverige til en fordelagtig pris. Den båd blev også købt og placeret i Kerteminde, mens Kertemindes RIB bliver overført til Køge. På den måde kan puslespillet til sidst gå op.

Bestyrelsen er i gang med igen at søge midler til en 8 meter båd fra Swede Ship. Vi håber at kunne afgive en bestilling i efteråret og dermed have en ny båd til sommer 2022.

Til slut vil jeg gerne takke mine kollegaer i bestyrelsen for et godt samarbejde og fordi de stiller deres professionelle viden til rådighed for DSRS. Uden jer og jeres positive indstilling ville DSRS være dårligere stillet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Gå ikke klip af vores nyhedsbrev ! Vi udsender et nyhedsbrev 6-8 gange om året, med nyheder, tips & tricks, gode tilbud fra vores samarbejdspartner samt anden god information. Tilmeld dig i dag og vær med !