Så har vi set det med: Baksejleri!
Flere undrende borgere rapporterede uafhængigt af hinanden om en sejlbåd, der opførte sig mystisk ud for Hellebæk, meget tæt på kysten. Klokken var 19:25 søndag aften, og mørket var faldet på. Klokken 20:00 sejlede Rescue Ran ud for at undersøge, om alt var vel ombord. Det viste sig at være en polsk mand i en norsk indregistreret sejlbåd, der sejlede baglæns for motor.
Han var sejlet fra Gilleleje, og turen havde, indtil Rescue Ran nåede frem, taget omkring 12 timer. Men det er klart, at hvis man sejler imod strømmen og bakker, tager det længere tid.
Manden ønskede ikke vores hjælp og fastholdt, at alt var vel ombord. Vores redningsfolk sejlede derfor hjem igen og var i havn kl. 20:45.
Vi rapporterede observationen videre til JRCC, som herefter holder øje med den specielle sejler.
Ja, så har vi set det med.