BLEV FRIVILLIGE I DSRS EFTER DE FIK HJÆLP I LIMFJORDEN
Ægteparret Christian, 41, og Tine Rosenlund, 47, er to af de nyeste frivillige i DSRS, idet de begge har meldt sig som frivillige på redningsstationen i Assens, hvor de nu er ved at tage den uddannelse, alle frivillige skal gennemgå. Ægteparret har meldt sig, efter de i sommer selv måtte få hjælp fra DSRS, da deres motor brændte varm på vej igennem Aggersund broen og de måtte smide anker midt i sejlrenden og afvente redning fra stationen i Løgstør.
”Min hustru har altid sejlet, og jeg er selv også kommet så godt ombord i sejlerlivet, at vi faktisk nu bor på vores båd i sommerhalvåret. Vi har altid støttet DSRS som almindelige medlemmer, men da vi i sommer selv måtte trække på hjælp fra DSRS, besluttede vi, at den bedste måde at betale tilbage på, var at melde os som frivillige i Assens, hvor vores båd ligger. Vores oplevelse af den hjælp, vi fik, var nemlig så positiv, at det for os var det eneste rigtige at gøre,” fortæller Christian Rosenlund, da DSRS beder ham om at genfortælle den situation, der endte med, at de nu er under uddannelse som frivillige på redningsstationen i egen havn og fra næste år dermed er klar til selv at hjælpe nødstedte sejlere.
”Vi sejlede i Limfjorden, da vi under optræk til et tordenvejr skulle følge en slæbebåd igennem Aggersund broen. Vores båd er en ældre dame, og vores motor brændte der så varm, at vi måtte stoppe den. Da der samtidig var torden i luften kunne vi ikke sætte sejl, hvorfor vi måtte smide anker midt i sejlrenden og ringe efter hjælp. Vi har heldigvis altid haft alle telefonnumre klar på båden, så vi i et nødstilfælde ville kunne kontakte DSRS. Men en ting er at forberede sig på en situation, noget helt andet er at stå midt i det, hvor man går i en slags beredskabs-mode og må fokusere på båden og dem ombord. For os var det derfor positivt at opleve, hvor hurtigt den lokale redningsstation i Løgstør kom os til undsætning, og samtidig både hjalp med at trække os ind på en plads i en overfyldt havn og samtidig give os gode råd om, hvad problemet med vores motor kunne være. Den oplevelse gav os mod på selv at melde os, så vi en dag kan hjælpe andre på samme, positive måde. Vi bor på vores båd ”The Balance” sommeren igennem, og derfor er vi ofte på havnen i Assens, så vi som frivillige kan være klar på meget kort tid,” fortæller Christian.
DSRS i Løgstør kunne efter redningsaktionen se, at bådens motor enten fik for lidt køling pga. ålegræs i systemet eller fordi kølesystemet var blevet utæt, så de høje omdrejninger, da båden skulle følge en slæbebåd gennem Aggersund broen, sendte temperaturen alt for højt op, så der stod damp op af maskinrummet.
”Det var meget positivt, at de udover at komme os til undsætning på meget kort tid, også havde det overskud, at de kunne give os gode råd. Samtidig ved vi, at på stationen i Assens er mange frivillige motorsejlere, hvorfor vi som både forholdsvis unge og med sejlererfaring måske kunne bruges. Det sagde de heldigvis ja tak til, så vi efter uddannelsen er klar til at give andre en positiv oplevelse, hvis de skulle være så uheldige. at de skulle få brug for assistance på vandet. Vi ved i hvert fald, hvordan man som nødstedt bliver ramt af mange tanke og derfor har brug for, at redningsfolkene har det rolige, kølige overblik og derigennem sikre, at enhver situation løses bedst muligt ,” siger Christian Rosenlund.