I størstedelen af de indre danske farvande er der i praksis ikke noget offentligt søredningsberedskab
Vores formand har indsendt en kommentar til Berlingske Tidende, som vi har valgt også at lægge op her.
Der findes et nordisk land, hvor mennesker bruger havet næsten dagligt: De fisker, sejler, padler, bader og surfer. Landet har en lang maritim tradition og vil derfor sørge for at alle, der færdes på havet, hjælpes bedst muligt.
Derfor har landet langs hele sin kyst oprettet redningsstationer med moderne redningsbåde og det nyeste udstyr, så alle, der færdes på havet, kan gøre det i tryghed.
Du tror måske, at jeg taler om Danmark? Det gør jeg ikke. Dette er en beskrivelse af Sverige, men det kunne lige så godt være om Norge eller Finland.
Flere ulykker
I Danmark ser situationen derimod helt anderledes ud. I størstedelen af de indre danske farvande – der hvor der bor allerflest mennesker – er der i praksis ikke noget offentligt søredningsberedskab.
Det svarer til en situation, hvor der kun var offentlige ambulancer i den ene halvdel af landet, mens man i den anden halvdel selv måtte betale for dem.
Lidt baggrund: Danmark er delt i to, når det gælder søredning: Kystredningstjene- sten dækker hovedsagelig den jyske vestkyst, det nordlige Kattegat og Østersø- en, mens den frivillige organisation Dansk Søredningsselskab dækker resten: De indre danske farvande.
Kystredningstjenesten er en del af det statslige beredskab, mens Dansk Søredningsselskab (DSRS) er en medlemsejet, almennyttig forening, og der er store forskelle på de to organisationer. Kystredningstjenesten er 100 procent skattefinansieret og har – om nogle år – de mest moderne redningsbåde og udstyr. En bevilling på over 500 millioner kroner skal løfte Kystredningstjenesten, så den kommer op på niveau med vores nabolande, men det bliver kun til glæde for halvdelen af landet.
Der, hvor langt størstedelen af befolkningen bor og arbejder, er ansvaret fremover stadig overladt til DSRS. Samtidig er flere og flere begyndt at bruge havet som rekreativt område. Vores byer er flyttet ned til havet, og vi har nedlagt mange af de gamle industrihavne og i stedet bygget boliger.
Det har betydet en øget brug af havet – og dermed også flere uheld og ulykker i de indre danske farvande – præcis der, hvor Kystredningstjenesten ikke dækker.
Som en konsekvens af, at de indre danske farvande er underdækket af det statslige beredskab, opstod Dansk Søredningsselskab (DSRS) for tyve år siden. Organisationen løser i dag næsten 1.000 opgaver årligt og er blevet en uundværlig hjælp for JRCC, der er den enhed, der koordinerer søredning.
Det ses tydeligt af statistikkerne: Næsten en tredjedel af alle DSRS’ udrykninger er igangsat af JRCC. Gennem de sidste tyve år er DSRS altså blevet en central del af beredskabet til søs.
Men det kan ikke fortsætte på den måde, uden at staten begynder at bidrage til den service, som vi yder.
Behov for både og materiel
DSRS finansieres i dag af medlemsbidrag og støtte fra fonde, og budgettet er på godt otte millioner kroner årligt. For dette skal DSRS drive 13 stationer og 18 både. Det er ikke nok til at udvikle en moderne søredningstjene- ste. Vi har brug for moderne både og materiel, ellers risikerer vi en langsom udsultning af beredskabet.
Kystredningstjenesten har dedikerede folk med suverænt lokalkendskab og stor erfaring. DSRS har støtte og opbakning fra private medlemmer og fonde. Tilsammen dækker de to organisationer hele Danmark og er et godt eksempel på samarbejde mellem Staten og civilsamfundet. Men for at vi kan gøre det også i morgen, så kræver det nyt og bedre materiel til alle – og det kræver, at der kommer en markant statslig medfi- nansiering til Dansk Søredningsselskab. Vi har ikke behov for samme størrelse red- ningsbåde som Kystredningstjenesten, da vi opererer i meget forskellige farvande. Men vi HAR brug for hjælp, hvis vi fortsat skal løfte den store opgave, som vi i dag løser for fællesskabet.
Et offentligt-privat partnerskab mellem staten og en frivillig organisation er ikke nogen unormal situation, når det gælder søredning. I stort set alle vores nabolande fungerer søredning netop på denne måde, og herhjemme har vi jo også Falck, der gennem snart 120 år har været et glimrende eksempel på samarbejde mellem private og det offentlige på et helt centralt beredskabs- område.
Søredning i Danmark skal tilbage på et niveau, som vi kan være bekendt. DSRS drives af over 300 frivillige, der er parate til smide alt, hvad de har i hænderne, og rykke ud for at hjælpe andre – i alt slags vejr og på alle tidspunkter af døgnet. Alle fortjener at have gode arbejdsredskaber. Og alle brugerne af havet fortjener at få den samme service over hele landet, så der ikke længere er et A- og et B-hold, når det gælder søredning.
Steen Wintlev-Jensen
Formand, Dansk Søredningsselskab
