21 fods Motorbåd med motorstop øst for Vejle Fjord broen
Udkald #77 DSRS Juelsminde.
Lørdag middag får vi opkald på vagtelefonen fra JRCC.
En 21 fods motorbåd har fået motorstop lidt øst for Vejle Fjord broen.
Rescue Freja er lige kommet tilbage i sit naturlige element efter et par dage på land hvor der er udført service mm.
Vi får hurtigt samlet et crew, da flere reddere enten er på stationen eller meget tæt på.
Da vi ankommer hos havaristen som har kastet anker, kastes et slæbetov over som de gør fast, og efter de har hævet anker bugseres båden mod Vejle Havn hvor den var sat i på slæbestedet.
Kort før havnen trækkes båden op på siden af Rescue Freja og ved slæbestede kan vi lægge boven mod en pæl, og give dem et lille skub så de glider stille og roligt ind til broen ved slæbestedet.
På vejen retur til Juelsminde indkommer en ny opgave fra JRCC, læs mere i næste log hvor vi kommer på langtur.