27 fods sejlbåd med motorproblemer og ingen vind i Andkær Vig, Vejle Fjord.
Udkald #76 DSRS Juelsminde.
Nogle af os må lidt tidligere ud af fjerene denne søndag da vagttelefonen ringer kl. 08:19 :-)
Sejleren der anmoder om assisstance er simpelthen løbet tør for vind, vandet er helt fladt i Vejle Fjord denne morgen, og motoren holder weekend.
Vi samler en besætning og afgår mod havaristen kort inden kl. 09.
Rescue Freja lægges ved ankomst på siden af sejlbåden og vi har en kort snak om hvad der skal ske. efterfølgende anlægger vi et almindeligt slæb mod Vejle Havn hvor båden har hjemme.
Kort før havneindløbet trækkes båden igen ind og der anlægges sideslæb og båden lægges derefter ind på sin faste plads i havnen.
En tur der starter med lidt bølger, hvor vi undrer os lidt over hvorfor båden ikke bare går for sejl indad, men da vi når ind omkring Rosenvold er der ikke mere vind tilbage ingen bølger og vandet er fladt og spejlblankt, så stille man kan se strøm dønninger.
Havaristen som er medlem af DSRS var glad for at komme hjem, og vi fik en smuk sensommertur, win/win.
Rescue Freja er tilbage i Juelsminde ved middagstid, hvor hun tankes og motorerne skylles.