32 fods sejlbåd grundstødt i Ulvsund
JRCC beder DSRS Vordingborg om at assistere en 32 fods sejlbåd, der er grundstødt i Ulvsund på position 54°57,4'Nord 012°07,2'Øst. DSRS samler besætning og Rescue Vordingborg afsejler i hård kuling fra nordvest mod havaristens position. Efter adskillige forsøg lykkedes det til sidst at få havaristen trukket fri af grunden. Af sikkerhedsmæssige hensyn vælger Rescue Vordingborg at ledsage havaristen, der sejler for egen kraft, til Kalvehave Havn. Da havaristen er fortøjet til kajen er vinden tiltaget til stormende kuling og det besluttes at Rescue Vordingborg forbliver i Kalvehave havn indtil næste dag.