
35 fods sejlbåd grundstødt på Lillø Flak
Med hård vind fra vest i Smålandsfarvandet er en tysk 35 fods sejlbåd grundstødt på Lillø Flak sydøst for Fejø. Position 54 55.2Nord 011 28,4Øst. Ejer ringer direkte til DSRS Vordingborg og ønsker hjælp til at blive trukket fri. Der samles hurtigt besætning og Rescue Vordingborg sejler til assistance , men må sejle med nedsat fart på grund af de vejrmæssige forhold. Efter ca. 1 times sejlads er Rescue Vordingborg fremme ved havaristen. Denne står hårdt på grunden og i knap en time, slides der ivrigt med at få han trukket fri. Bragt flot og igen vel flydende, vælger havaristen at fortsætte sin rejse for egen kraft. Med vinden behageligt ind fra agter returnerer Rescue Vordingborg til hjemhavn.