
Ældre herrer med motorproblemer
Et par modne mænd var afsted mod Hundested i deres Bianca 33, da motoren ikke længere ville køre. Kl. 15:25 kontaktede de Søredningen i Helsingør. De kunne fortælle at situationen ombord var fin, men at de ikke havde mod på at fortsætte mod Hundested, da vejrmeldingen ikke lovede en god vindretning. Og da de to herrers alder var 153 år, tilsammen, var det nok bedst at gå ind til Gilleleje. De ville sætte meget pris på, hvis vi kunne hjælpe dem.
Selvfølgelig kunne vi det, og hvor er det dejligt med en sport hvor man også kan være med selvom man har rundet de 75.
Kl. 15:40 stævnede Rescue Heimdal ud fra Helsingør og var oppe ved seniorsejlerne omkring 20 minutter senere. De var dog sejlet rigeligt tæt på land og lå ca. 50 meter fra kysten på kun 2 m vand, hvilket bestemt ikke er hensigtsmæssigt. Men vi fik en line over og trukket dem mod Gilleleje. Inden vi slæbte dem i havn satte vi en redder over til de to herrer. Nu med en hel del ekstra erfaring, et drivanker og en samlet alder et stykke over de 200, kom alle sikkert i havn.
Rescue Heimdal var tilbage i Helsingør efter endt opgave kl. 17:48