Dåb af Rescue Ida
Lørdag formiddag holdt Dansk Søredningsselskab Kerteminde dåb af det søredningsfartøj, som stationen har fået efter at skibet i en årrække har sejlet i Sverige. Faktisk blev det nye skib taget i brug i maj i år, men af hensyn til coronaen blev dåben udskudt til i går.
Den udskudte dåb foregik det så til gengæld efter alle gode regler for dåb af skibe og der var champagne både til skibet og til de mange, der var mødt op for at overvære dåben.
Fartøjet, der nu hedder Rescue IDA, har 35 år på kølen. De første år i den svenske skærgård og så på søen Vätern, stadig i Sverige.
– Da hun kom hertil trængte hun i den grad til en kærlig hånd både ude og inde, siger stationsleder Jens Hjorth og PR-ansvarlig og redder Bjarne Christensen.– Det har hun fået, og nu er Rescue Ida nok marinaens flotteste skib.
Stationsleder Jens Hjort er godt tilfreds med stationens nye redningsfartøj. Foto: Ebbe Sønderhausen.
Ved dåben takkede Bjarne Christensen alle samarbejdspartnere og frivillige, der har gjort det muligt for at stationen at nå så langt som det er tilfældet med Rsvcue Ida og med redningsarbejdet i det hele taget.
Rescue Ida er en betydeligt fremskridt for søredningselskabets Kerteminde-station. Den afløser en åben båd med lagt færre hestekræfter. Den kan have otte mand om bord og der er mulighed for at hvile, mens man er på vej til at undsætte nødstedte både i det store område, som Kerteminde-stationen dækker fra Samsø i nord til Langelands nordspids i syd. Kerteminde stationen dækker også Odense Fjord dog med et fartøj, der er stationeret i Bregnør Havn.
En særlig ilddåb fik Rescue Ida, da der for kort tid siden kom et nødkald fra et 50 tons tungt fartøj, der havde fået problemer med gearet ud for Korsør. Uden problemer blev den nødstedte trukket i havn i Korsør.
Rescue Ida har allerede vist sit værd med 52 aktioner siden maj og i den periode er der tilbage lagt 1.300 sømil.
Dansk Søredningsselskabs mandskab er alle frivillige og deres hjælp er gratis. Alle kan blive medlemmer af Søredningsselskabet. I et forsøg på at styrke kendskabet til selskabet og at få flere medlemmer har man i Kerteminde besluttet sig for at øge informationsarbejdet udadtil. I den forbindelse er der oprettet to Facebook-sider – en for Bregnør og en for Kerteminde, hvor man blandt andet informerer om alle aktioner.
Et nyt samarbejde er også indledt med VisitKerteminde, der på sin hjemmeside informerer alle sejlere om redningsstationen, og de muligheder, man har for at få hjælp herfra.