Defekt kølesystem
Vores vagthavende fik en opkald fra en Coronet 24 med motorstop i Kronløbet. Selvom de lå i hovedløbet, handlede skipper helt korrekt og fik straks kastet anker for at undgå at drive ind i arbejdsområdet.
Da vores besætning nåede frem, sendte vi en redder ombord for at hjælpe med ankeret. Det viste sig, at udligningsbeholderen på kølesystemet var flækket. Vi fik Coronet'en på slæb med kurs mod Lynetten – men turen skulle vise sig at blive endnu mere spændende.
Undervejs fik vi nemlig en anmeldelse om en svensk Nimbus 28, der havde mistet styringen. Da den lå tæt på os, slog vi to fluer med ét smæk og snuppede også Nimbussen med på slæb, så vi kom ind i Lynetten med et flot dobbeltslæb!
Til sidst hjalp vi Coronet 24 ned til slæbestedet, så den kan komme på land til motorservice.