DSRS Kerteminde nomineret til “Årets Søredning” for dramatisk aktion i Kerteminde Bugt
DSRS Kerteminde nomineret til “Årets Søredning” for dramatisk aktion i Kerteminde Bugt
En dramatisk redningsaktion ud for Kerteminde Bugt i september sidste år er nu blandt de tre nominerede til “Årets Søredning” – et nyt initiativ fra Dansk Søredningsselskab (DSRS), der hylder de frivillige søredderes ekstraordinære indsats til søs.
Torsdag den 4. september 2025 kl. 14:55 gik alarmen. En 33 fods motoryacht med to personer og to hunde ombord meldte om brand i motorrummet – blot to sømil fra Kerteminde. Giftig røg vældede ud fra motorrummet, og situationen udviklede sig hurtigt kritisk.
Allerede 15 minutter efter alarmen var redningsbåden Freja fra DSRS Kerteminde fremme ved den brændende yacht. Ombord var de frivillige Ole Møller, Jens Hjorth, Jesper Lau, Lasse Nielsen og Søren Dreier.
”Da vi nåede frem, var der tæt, sort røg, og vi kunne høre, at det knitrede fra motorrummet,” fortæller Ole Møller. ”Vi kunne ikke komme tæt på uden risiko for overtænding, men vi vidste, at der var mennesker og hunde ombord – så vi pressede stævnen af Freja ind mod skroget og fik besætning og hunde trukket over. Der var ingen tid til tøven.”
De reddede blev bragt sikkert til Kerteminde Marina, hvor andre DSRS-frivillige tog imod med psykisk førstehjælp og hjælp til kontakt med pårørende.
Men indsatsen stoppede ikke der. Da motoryachten efterfølgende drev mod land, vendte Frejas besætning tilbage. For at forhindre, at det brændende fartøj antændte noget på kysten, besluttede de at bruge Frejas eget anker til at holde vraget på positionen.
”Det var en dramatisk situation,” fortæller Jesper Lau. ”Vi kunne mærke varmen, og båden var overtændt, men vi havde pligt til at sikre, at den ikke drev ind på land.”
Kort efter ankom det kommunale beredskab i en RIB-båd. En brandmand kom ombord på Freja for at assistere med slukningsarbejdet, men trods indsatsen stod båden ikke til at redde. Cirka tre timer efter alarmen sank den.
JRCC (Joint Rescue Coordination Centre) tilkaldte efterfølgende et miljøskib for at undersøge eventuel forurening i området.
Nominationen til Årets Søredning fremhæver besætningens hurtige reaktion, mod under risiko og samarbejde både til søs og på land. DSRS’ vigtigste opgave er at redde liv – og her gjorde besætningen en klar forskel.
Denne aktion viser kernen i, hvad DSRS står for: frivillige, der handler resolut og redder liv – uden at tøve.
Om “Årets Søredning”
Dansk Søredningsselskab lancerer i år prisen Årets Søredning for at anerkende den særlige indsats, der udvises af frivillige søreddere over hele landet. Prisen uddeles i marts 2026 på baggrund af tre nominerede aktioner fra det forgangne år.
Pressekontakt:
Dansk Søredningsselskab – Station Kerteminde
Kontaktperson: Jens Hjorth
Tlf.: 40 11 41 56
Mail: [email protected]
