En sen nattetur
Vagthavende havde tidligere været i kontakt med sejlerne, som på daværende tidspunkt befandt sig ved Hundested. Det blev aftalt, at de skulle udnytte den svage vind og bevæge sig mod Gilleleje/Hornbæk, mens vi gjorde et redningshold klar.
Havaristen var en 28-fods Shipman, som havde mistet kølingen på motoren og samtidig havde problemer med et defekt rulleforsejl, der ikke kunne rulles ind. Sejlbåden blev lokaliseret nord for Gilleleje, hvor et besætningsmedlem blev sat om bord og fik bjærget forsejlet. Herefter blev der etableret slæb, og sejlbåden blev bugseret sikkert ind i Gilleleje Havn.
Det endte med at blive en sen nattur, men vejret var godt, og det var bestemt ikke den værste måde at tilbringe en dejlig sommernat på.