Længe savnet - endelig ankommet
Så skete det endelig.
Champagnepropperne sprang og smilene var brede, da mange frivillige fra Helsingør redningsstation var var mødt frem på kajen for at byde deres nye redningsbåd velkommen. Båden er af Escort-klassen, og indkøbt fra Svensk Søredningsselskab, hvor den tidligere har sejlet fra Karlsborg Redningsstation. Båden er 10,5 meter lang, 3,7 meter bred, vejer 9 tons og er udrustet med to indenbords Volvo Penta D-6 dieselmotorer, der tilsammen yder 630 hk, hvilket kan drive båden frem med op til 35 knob. Båden skal erstatte vores gamle åbne ribbåd Rescue Kronborg. Den nye båd giver Helsingør redningsstation en meget forbedret platform for alle typer af rednings- og assistanceoperationer til søs i al slags vejr og lysforhold. Nu udestår et større vedligeholdelses- og opdateringsprogram samt ikke mindst en omskoling af alle stationens frivillige, så de på sikker og kompetent vis kan tilbyde assistance til alle nødstedte til havs.