Manglende brændstof
Søndagens 4. udkald. Kl. 15:51 bliver vi kontaktet af ejeren af en mindre båd. De tror, de er løbet tør for benzin, og de har smidt anker.
De bliver informeret om, at der er noget uvejr på vej ind over Køge Bugt, som bringer lyn med sig.
Vejrkort bliver tjekket. Vurderingen er, at det burde vi kunne nå, hvis vi sætter lidt fart på.
Havvaristen får en trosse over, og vi trækker dem mod Vallensbæk. Lige før indsejlingen var vi lige i orkanens øje, som man siger. Vinden tog lynhurtigt til, regnen væltede ned over Vallensbæk Havn, og der var en del lyn på himlen.
Havvaristen blev sat af langskibs, og vi sejlede ind i bunden af havnen, hvor vi kunne ride vejret af, mens besætningen fik en velfortjent burger på den lokale beværtning. Da vejret og vinden havde lagt sig, var solen fremme igen, og alt var skønt. Besætningen sejlede hjemover og kunne sige, at det havde været en travl søndag.