
Motorstop i Køge Bugt – flot samarbejde mellem to stationer!
Skipperen på en større lystbåd (40 fod, 20 tons) fik motorstop på begge maskiner i Køge Bugt. Båden var tung og vinden let frisk, så der blev hurtigt etableret et samarbejde mellem DSRS Køge og DSRS København.
Da DSRS København allerede havde to reddere på vej til stationen for at forberede undervisning, kunne de afgå først og sejle mod den nødstedte båd. DSRS Køge sejlede ud for at møde slæbet ud for Greve Marina og koblede sig på som bagstopper.
Alt forløb helt efter planen – Rescue Nord foran og Rescue Saga bagved. Båden blev bugseret roligt og sikkert ind til kranen i Greve, hvor den kunne komme på land.
Et flot eksempel på effektivt samarbejde mellem stationerne – og et meget taknemmeligt medlem, der kom sikkert i havn. 💙