Sejlbåd på grund
Lidt nord for Kyrckbacken på Ven gemmer det svenske grundfjeld sig lige under overfladen, og nogle gange er stenene også synlige. Skarverne sidder der og tørrer deres vinger, og ingen alger eller ruer, kan gro der, for der er flere lag bundmaling på de sten. I går aftes kom der lidt mere bundmaling på, for en dansk Albin Ballad 30 satte sig godt fast. "Rescue Heimdal" var netop kommet til Helsingør efter endt træning, og var ved at rigge af, da alarmen fra JRCC sendte båden mod havaristen. Besætningen på "Rescue Heimdal" fik trukket havaristen baglæns ud. Ingen skade sket på båden, der selv kunne fortsætte til egen hjemhavn. Undervejs i opgaven ringede vores svenske kollegaer fra SSRS Raa til landkoordinatoren og tilbød deres hjælp. Folk fra land havde ringet til dem, men vi sagde tak, men nej tak for tilbuddet. Det samarbejde med svenskerne går begge veje, ligesom vi også ofte træner med dem. Skipperen på havaristen var endnu ikke medlem af DSRS, men det bliver han.