
Sejlbåd på grund
En ca 27 fods nyindkøbt sejlbåd med en del år på bagen - på første tur udenfor Vejle Fjord, med helt uerfaren besætning, søkort på mobiltelefon, der var løbet tør for strøm, og ukendskab til farvandet.. Det gik galt. Båden var sejlet godt og grundigt op på stenrevet ved Bjørnsknude, og stod solidt plantet mellem stenene på revet - på 50 cm. vand.
Vi blev kontaktet både af JRCC, passerende både og sommerhusejere, og bemandede Charlie Victor, der kan sejle på lavt vand. Vi var fremme 20 minutter efter JRCC`s opkald, og besætningen på haveristen var glade for at se os. Vi forsøgte at krænge båden over ved at trække i storfaldet, men masten var løst rigget, og holdt ikke til trækket. Efterfølgende brugte vi flere forsøg på at fritrække sejlbåden, det lykkedes heldigvis og båden blev bugseret til Juelsminde, hvor de dog kunne lægge til kaj for egen motorkraft. Bådejeren var meget glad for vores hjælp, selvom det kostede bådens mast. Han vidste godt, at han ikke havde checket vant og stag på båden, men satsede på, at alt var OK. Det var jo bare en meget billig båd - købt for en slik, ejeren meldte sig strakt ind i DSRS og gav en skærv til morgenbrødet på stationen.